Kunstneriske Ambassadører


Astrid Kruse Jensen

Astrid Kruse Jensen er født i 1975 i Århus. Hun er uddannet fra The Gerriet Rietveld Academie i Amsterdam og Glasgow School of Art, og har, siden hun afsluttede sin uddannelse i 2002, været bosiddende i København. En vigtig del af hendes virke som kunstner har været længevarende ophold i udlandet, blandt andet har hun været på artist residencies i Rusland, Island, Norge og Spanien. Astrid Kruse Jensen har stor udstillingsaktivitet i både ind- og udland og er repræsenteret i mange samlinger, offentlige såvel som private. Hun er repræsenteret af Martin Asbæk Gallery i København.

Cathrine Raben Davidsen

Cathrine Raben Davidsen (f. 1972) har studeret på kunstakademiet i Italien og Holland og blev i 2003 færdig ved Det Kongelige Danske Kunstakademi. Den danske billedkunstner arbejder i sine værker med konstrueret identitet og køn, og værkerne reflekterer over almene tilstande for menneskets væren og eksistens. Hendes materialevalg spænder vidt fra monumentale kul- og blæktegninger på papir, maleri, collage, broderi og keramik. Raben Davidsen har en grundlæggende interesse for teater og dans, hvorfor det performative aspekt også er fremtrædende i hendes kunst. Cathrine Raben Davidsen har udstillet på nogle af Danmarks bedste kunstmuseer og –gallerier og er repræsenteret i en lang række samlinger. Desuden omfatter hendes værkproduktion scenografi og kostumedesign, senest for Den Kongelige Ballet.

Jens-Christian Wandt

Jens-Christian Wandt er uddannet operasanger fra Hochschule für Musik i Hamburg og er udover sit virke som freelance operasanger også kendt som programvært, arrangør, konferencier, debattør, skribent… titlerne er mange. Han er blandt andet initiativtager og primus motor for det meget roste projekt ”Verdensballet i Skagen”. Jens-Christian Wandt har også arbejdet sammen med Sigurd Barrett i TV produktionen ‘Sigurd og Operaen’.


Karen-Marie Lillelund

Foredragsholder og forfatter Karen-Marie Lillelund er oprindeligt uddannet i dramaturgi og musik ved Århus Universitet. Hun startede som musicalperformer på Østre Gasværk teater, men har de seneste 14 år rejst Danmark rundt for at udbrede sit muntre og livsbekræftende budskab om humor både på arbejde og i privatlivet. For fire år siden blev hun certificeret Corporate Speaker i USA og er nu også begyndt at holde foredrag der. Karen-Marie har tidligere udgivet bøgerne ”Humor i ledelse” (Børsen) ”Humor på arbejde” (Gyldendal) og i efteråret 2013 kommer hendes tredje bog ”Håndbog til et lattermildt liv”(Gyldendal), som blandt andet handler om at give børn humor med i bagagen.

Kathrine Ærtebjerg

Billedkunstner Kathrine Ærtebjerg debuterede i 1994 på Charlottenborgs Forårsudstilling, og er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2002. Hun arbejder primært med maleri og tegning, og er kendt for sine figurative og surrealistiske, meget eventyrlige og farverige malerier. Kathrine Ærtebjerg arbejder også med grafik og skulptur og kombinerer gerne billeder og tekst, f.eks. i form af fortællende billedtitler. Kathrine Ærtebjerg har medvirket ved udsmykningen af Frederik 8.s Palæ på Amalienborg. Hendes bidrag er tapetlignende jagtscener i anretterkøkkenet (indviet 2010). Man finder Kathrine Ærtebjergs billeder på blandt andet Statens Museum for Kunst og Arken. Kathrine Ærtebjerg har også afholdt adskillige separatudstillinger bl.a. på Trapholt og Gl. Strand. Kathrine Ærtebjerg repræsenteret af Galerie Mikael Andersen, København og Berlin.

Marie Carmen Koppel

Marie Carmen Koppel er en anerkendt gospel- og soul sangerinde, som har sunget siden barndommen. I 1989 vandt hun talentprisen ved Berlingske tidendes rytmiske talentkonkurrence. Marie Carmen Koppel tilbragte 2 år i New York, hvor hun sang med flere amerikanske førende soul og R&B stjerner, hvorefter hun vendte tilbage til Danmark for at starte sin solo karriere. I de efterfølgende år har hun udgivet en lang række albums. I 2004 blev hun mor til datteren Celeste. Gennem de seneste 22 år har hun udviklet et tæt samarbejde med blandt andet pianisten Steen Rasmussen. Med hendes store stemme fylder hun kirker og kulturhuse med personlige samt gamle gospel og soul sange. Marie Carmen Koppel giver også med jævne mellemrum koncerter i udlandet.


Søren Østergaard

Søren Østergaard er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 1980, hvor han havde sin debut i Rottefælderevyen i Svendborg samme år. Han brød for alvor igennem i 1983 i enmandsforestillingen ’Hvem ringer Frk. Klokken for’. Siden har han bl.a. spillet Jacob i ’Erasmus Montanus’ og graveren i ’Hamlet’, ligesom han fik både Robert- og Bodilprisen for bedste mandlige hovedrolle for sin rolle i Niels Malmros’ film ’Kærlighedens smerte’ fra 1993. Han er dog i den brede befolkning mest kendt i rollen som komiker, teatersportsmand, revyskuespiller og ikke mindst som manden bag Danmarks eneste cirkus for voksne, Zirkus Nemo. Søren Østergaard er gift med skuespiller og forfatter Lisbet Lundquist. I 2014 blev han udnævnt til Ridder af Dannebrog.



Erhvervsambassadører


Anders Thomsen

Anders Thomsen har været GA director for Microsoft i Danmark og Sverige siden juni 2014. Karrieren i Microsoft startede i 2011, efter flere år hos TDC.






Henrik Rasmussen

Henrik Rasmussen, tidligere CEO for Roskilde Festival og har været en del af holdet siden slutningen af 70erne, hvor han selv var en af de nu mange tusinde frivillige, der hvert år arbejder for Festivalen. Som ansat startede han som kasserer i 1987 og blev året efter valgt til sekretariatschef. Siden den spæde start i 1971 har Roskilde Festival vokset sig stor og kan i dag kalde sig Nordens største musikfestival med over 100.000 gæster. Roskilde Festival handler dog ikke kun om musik men ligeså meget om fællesskab, frihed og glæde. Henrik Rasmussen, er fortsat konsulent for Roskilde Festival.

Peter Christian Jensen

Peter Christian Jensen, der er ud af en hotelfamilie, er direktør på Ruths Hotel i Skagen, hvilket han har været det siden 2010. Med base i Scheelsminde i Aalborg driver familien hotel i tre generationer, et hotel som han overtog fra sine forældre i 1979. Han blev uddannet tjener fra Hotel Sheraton i København og arbejdede som steward hos SAS i tre år, før han blev uddannet pilot og blandt andet fløj for North Flying og Muk Air. Efter overtagelsen af hotellet i Scheelsminde fortsatte han pilotkarrieren, blandt andet som luftkaptajn og senere som flådechef hos Maersk Air, Sterling og Cimber Sterling.

Pia Allerslev

Pia Allerslev har været Kultur- og Fritidsborgmester fra 2008-2013, og har siden 2014 været Børne- og Ungdomsborgmester i Københavns Kommune. Børne- og Ungdomsforvaltningen koordinerer og planlægger den samlede indsats for børn og unge mellem 0 og 18 år i Københavns. Pia Allerslev blev færdig som lærer i 1999. Inden hun begav sig ud i lærergerningen på Skovshoved Skole, var hun på sit livs rejse til Nepal. Her var hun frivillig på et børnehjem i Katmandu, der var drevet af ildsjæle, som ønskede, at fattige og forældreløse børn skulle have uddannelse, mad, tøj og tag over hovedet.

Privat bor Pia Allerslev på Islands Brygge sammen med sin kæreste Henrik. Hun har to børn på 11 og 12 år fra et tidligere ægteskab. Fritiden er fyldt med kultur og sport - både som aktivt udøvende og tilskuer på den sportslige side, og som storforbruger af byens mange kulturelle tilbud.

Rulle Grabow

Rulle Grabow er cand. mag. i Nørrøn Filologi og Medievidenskab. Hun har i de seneste to årtier arbejdet som strategisk topledelsesrådgiver og kommunikationschef/-direktør i virksomheder som Danske Bank, TDC, Sterling Airlines, Landbrug & Fødevarer, samt på Christiansborg. Rulle har i de seneste knapt fem år været direktør i sin egen rådgivningsvirksomhed Grabow Kommunikation.

Viggo L. Birch

Viggo L. Birch er bestyrelsesformand for Medinova Clinical Research Ltd.. Desuden er han tidligere CEO for Novo Nordisk UK og Vice President Europe med ansvar for Storbritannien og Irland. Han er bestyrelsesmedlem og medstifter af Spanish Diabetes Foundation og aktiv i bestyrelsen for Danish UK Chamber of Commerce, C3 - Collaborating for Health, Oxford Centre for Diabetes Endocrinology & Metabolism. Viggo L. Birch er endvidere Goodwill Ambassadør for København.

MORE...



Back To Top