Barndrømmens Liga rykker ud



Foreningen Barndrømmen har sammensat en helt særlig liga af personligheder, der har taget imod udfordringen om at indsamle midler til at styrke og skabe yderligere fokus på Barndrømmens sociale kulturindsats Go Creative. Ligaen rykker ud i perioden den 20. september - 20. november, hvor de skal skabe en aktivitet, der kan støtte den videre udvikling af Go Creative.

Matador-koncert - til fordel for Barndrømmen


Sølyst, Den Kgl. Skydebane, søndag den 22. oktober kl. 15.00
Æresgæst: Lise Nørgaard
Oplev musikken fra Matador live, når en række af Danmark bedste musikere spiller de kendte toner fra serien. Værker af bl.a. Brahms, Beethoven, Strauss og naturligvis Bent Fabricius Bjerre, og også flere af de mere folkelige sange fra serien er på programmet. Operasanger Jens-Christian Wandt leder gennem programmet og fortæller historien om de enkelte værker samt deres tilhørsforhold til Matador og Lise Nørgaard.
Der serveres kaffe/the & hjemmebagt kage. 


Sølyst donerer overskud fra julearrangement


Juletræstændingen 19. november giver endnu et bidrag fra Sølyst.  Det bliver en stemningsfuld oplevelse i den gamle og smukke bygning.


Mød de skønne bakkesangerinder på Arbejdermuseet


Karen-Marie Lillelund og Tina Grunwald er begge ambassadører for Barndrømmen. De optræder søndag den 12.11 sammen med bakkesangerinde Lone Jensen og pianist Mickey Pless helt gratis i den gode sags tjeneste.
Kom og vær med, støt Barndrømmen og få en forrygende eftermiddag i den smukke festsal på det gamle Arbejdermuseum. Der vil være sjove og kendte viser, og en strøm af højt humør.  Køb billetter her


Specialdesignet t-shirt af Liv Utzon


Sammen med sin 10-årige datter Bartholine har Liv Utzon skabt en T-shirt, hvor overskuddet fra salget går til Barndrømmens arbejde.
”Det var vigtigt for mig at involvere Bartholine i processen. Det er ikke kun de voksne, der skal gøres opmærksom på de mange udsatte børn, der findes i vores samfund. Jeg tror, det er lige så vigtigt, at børnene selv ved, at det at kunne gå til fritidsinteresser og i biografen ikke er noget, alle børn bare har mulighed for,” forklarer Liv Utzon.
Du kan fx købe t-shirten her: mylittlecurvylove.com/ eller charlotandme.dk  


Vild med dans - event på Pejsegaarden


Søndag den 10. december har du mulighed for en danseoplevelse ud over det sædvanlige, når Ronnie Handskemager og Lise-Lotte Lohmann sammen med venner fra Vild med dans bl.a. Morten Kjeldgaard og Michael Olesen inviterer til dansearrangement på Pejsegaarden. Ronnie Handskemager styrer slagets gang på dansegulvet sammen med sine mandlige kollegaer, og Lise-Lotte Lohmann sørger for julehygge, gløgg og æbleskiver efterfølgende. Det bliver en fest!
UDSOLGT


Rødvin og revy


Leif Maibom byder på revy, vin og dejlige småretter hjemme i sin kælder. Vinen og maden er mestendels sponsoreret, men Leif hiver også noget af sin egen gode vin frem fra hylderne.
Indtægterne fra arrangementerne går ubeskåret til Barndrømmens arbejde. Følg med på www.facebook.com/leif.maibom


Naser Khader holder foredrag


Naser Khader holder et foredrag til fordel for Barndrømmen d. 22. november. Følg med på hans Facebook-side, når dato og tidspunkt bliver offentliggjort. www.facebook.com/naserkhaderdk


Det store kagebord


Grannys House og deres dygtige konditorer har doneret overskuddet fra deres Store Kagebord. Vi er sikre på, at der er gået mange glade deltagere hjem fra arrangementet.


Om Ligaen

Der er præmier til de tre Liga-medlemmer, som har opnået de største beløb ved indsamling, og præmier til de tre aktiviteter, som har været mest kreative. Hvert Liga-medlem finder på sin egen aktivitet, som fx loppemarkeder, koncerter, auktioner, fester eller særlige events inden for deres felt, og overskuddet går direkte til Barndrømmens sociale kulturindsats.

Barndrømmen arbejder for, at alle børn i Danmark skal have adgang til kunst og kulturaktiviteter, uanset social og geografisk baggrund. Mødet med kunst og kultur understøtter børns trivsel, læring, kreativitet og udsyn, og investeringen i alle børns potentiale understøtter samfundets innovationskraft og fremtid. Derfor har Barndrømmen skabt Go Creative, der giver landets skoler værktøjer til, at børn og unge kan arbejde med troen på at handle på deres drømme. Go Creative er det seneste år nået ud til mere end 30.000 børn i 0.-6. klasser på 432 skoler i hele landet. I år udvides indsatsen til 7.-10. klasses elever, og i september-november lanceres Go Creative på grønlandske skoler i samarbejde med Sermersooq Kommune i Nuuk.

Det omfattende arbejde får nu yderligere støtte og opmærksomhed fra de 21 medlemmer, der indtil nu er inviteret med i Barndommens Liga. Deadline for Ligaens indsamling er den 20. november, som også er FN Børnekonventionens fødselsdag. Barndrømmen markerer i år dagen i Musikhuset Esbjerg i samarbejde med Esbjerg Kommune. Her vil de involverede skoler og elevers resultater og initiativer med Go Creative kulminere med en opførelse af årets værker og en stor koncert.

Efter den 20. november kan medlemmerne af Barndommens Liga arbejde videre med nye tiltag, som der i øjeblikket udvikles på. Det er håbet, at Ligaen fremadrettet vil vokse med yderligere medlemmer, der ønsker at støtte Barndrømmens arbejde for, at alle børn uanset sociale forudsætninger får adgang til kunst- og kulturaktiviteter i hverdagen - og dermed nye muligheder for at tro på sig selv og udviklingen af deres drømme.

 

Deltagere i BARNDRØMMENS LIGA 2017


Yildiz Akdogan, politiker, medlem af Folketinget
Holger Brodersen, direktør, Hotel Christiansminde, Svendborg
Gitte Carlend, direktør, Carlend Copenhagen
Cathrine Raben Davidsen, billedkunstner
Tina Grunwald, bakkesangerinde m.m
Ronnie Hanskemager, ejer af Pejsegården, dansemester m.m.
Peter Chr. Jensen, direktør, Ruths Hotel i Skagen
Astrid Kruse Jensen, billedkunstner
Naser Khader, politiker, medlem af Folketinget
Konditortemaet - Grannys House inkl. Katrine Foged Thomsen, ny dommer i den store Bagedyst
Karen Marie Lillelund, foredragsholder
Liseleje Damerne, team af frivillige i Barndrømmen
Lise-Lotte Lohmann, skuespiller
Leif Maibom, revyforfatter, skuespiller og direktør for Sønderborg Sommer Revy.
Carl Quist-Møller, børnebogsforfatter og illustrator
Henrik Willert Nielsen, direktør, Sølyst – Den Kgl. Skydebane
Helle Rimmer, madglad formidler, tidl. deltager i Den Store Bagedyst
Philippe Benjamin Skow, koncertviolinist
Liv Utzon, designer
Jens-Christian Wandt, operasanger & arrangør af Verdensballetten






Back To Top